Oplevelser
Als byder på masser af oplevelser!
Nyd den smukke natur, lækker mad på kroen eller slå dig løs i Als Hallen.
Als Havbakker
Als Havbakker bugter sig ud til Kattegat. Her kan man vandre i smukke omgivelser, og om vinteren er bakkerne perfekte som kælkebakker.
Historie
Allerede i 1936 tog et fremsynet menighedsråd i landsbyen Als ved Hadsund de første skridt til at Als Præstegaard Mark, altså udmark eller overdrev, blev fredet. Ellers havde dette botanisk og udsigtsmæssigt værdifulde område været bebygget med sommerhuse.
Als Havbakker har formentlig aldrig været opdyrket. Havbakkerne når højder på mere end 23 meter over havets overflade og har i lighed med Mulbjerge, der ligger nord for, været en ø i stenalderhavet. Det omkringliggende landskab er kendetegnet af strandenge og vader mod havet samt opdyrkede marker og småskove på landsiden.
Kulturhistorie
Det fredede areal har formentlig aldrig været opdyrket. Det har været byens udmark med græsset overdrev og strandenge. Da man holdt op med at anvende området til husdyr, groede det til i krat, men på grund af fredningen holdes det nu åbent.
Turforslag
1. Overdrev: her vokser blandt andet knoldet mjødurt, liden frøstjerne og de mere sjældne plettet kongepen og glat rottehale.
2. Strandeng: et fint sted at se både ynglende og rastende vadefugle som strandskade og almindelig ryle.
3. Als Kirke: den hvidkalkede kirke med rødt tag ses vidt omkring og har fungeret som sømærke for skibsfarten. På kirkegården findes jernkors omgivet af store, hvide konkylier, som et udtryk for en lokal, maritim begravelsesskik.
Molen i Als
Her kan du nyde en gåtur, hoppe i vandet eller nyde solnedgangen
Ravnbjerg
Byens højeste punkt er Ravnbjerg (28 m. o. h.). Arkæologer har her fundet rester af 2000 år gamle huse.
Als Odde
Als, Als Odde og Helberskov, som udgør Himmerlands syd-øst kyst er en historisk oase, som er et godt udgangspunkt for en hyggelig familieferie i rolige omgivelser – men stadig med let adgang til det pulserende ferieliv i Øster Hurup.
Als Odde er det sydøstligste punkt af Himmerland, hvor Mariager Fjord munder ud i Kattegat. På Als Odde er der et anløbssted til mindre lystbåde og jollefiskere.
På Odden ligger der en lille café, som udover at servere let cafe mad også har kaffe og kage på menuen. Her kan man på varme sommerdage sidde og nyde udsigten med en kop kaffe og is.
I skoven mellem Als Odde og Helberskov, ligger restaurant Jægerhuset. Et hyggeligt lavloftet bindingsværkshus med stråtag og hyggelige stuer. Her serveres god dansk mad med traditioner. I sommeren er der også servering i den hyggelige have. Stedet er et besøg værd også for en kop kaffe på terrassen.
Landsbyerne Odde og Helberskov er begge eksempler på bevaringsværdige landsbymiljøer på Als Odde. Her er mange kønne bindingsværksgårde og -huse fra 1700 og 1800-tallet. Helberskov er en såkaldt forteklyngeby, med gårdene tæt samlet omkring gadekæret og det gamle tingsted.
Vandrestier og cykelruter i Als og omegn.
NORDSØSTIEN
Stien består af flere etaper og er 36 km lang
Læs mere på denne side nordsøstien
Se film om de smukke ruter her TVMV
Se mere om vandrestier og cykelruter i Mariagerfjord Kommune på denne PDF
Als Hallen
Als Hallen består af en fuldt udstyret idrætshal som kan bruges af erhvervsdrivende, private, lokale foreninger og skolen.
Hallen er udstyret så der kan spilles følgende:
- Håndbold
- Indendørs fodbold
- Badminton
- Volley
- Basketball
- Bordtennis
Derudover har vi:
- Bordtennisborde, på hjul, som nemt kan rulles ned i hallen
- Ribber mv. så man kan lave forskellige øvelser og motorik
- Tæppecurling som kan spilles i hallen, efter aftale med halinspektøren.
Als Hallen rummer også:
- Et moderne motionscenter, med indgang fra hallen. Her kræves medlemskab for at komme ind.
- Et cafeteria, som dog kun er åben ved stævner og kampe, eller efter aftale.
- Et mødelokale med projektor og lydanlæg.
Uden for hallen er der følgende faciliteter, der kan benyttes gratis af alle:
- En multibane
- Motorikredskaber
- Udendørs fitness og løbebane
Info
Der er parkeringspladser udenfor hallen og ved skolen
Motionscenter
Als Motionscenter har åbent 24/7, således det altid er muligt for brugerne at komme ind og træne – når de har tid og lyst. Derudover vil der på udvalgte tidspunkter være instruktører til stede (se tider på hjemmeside). Instruktørerne er du som bruger altid velkommen til at henvende dig til for råd og vejledning.
Kontakt
Als Hallen
Vikingvej 6, 9560 Hadsund
Tlf.: 24 47 17 25
E-mail: alshallen@gmail.com
Hjemmeside: www.alshallen.dk
Spis hjemme eller på den hyggelige kro
-eller få slukket tørsten i krostuen
Den over 100 år gamle kro byder på Bed and Breakfast, Kro og Badehotel med krostue, selskabslokaler samt overnatning.
Grundlæggeren, P.C. Pedersen var datidens trendsætter og satte liv i byen med ”Bad Als” som kroen hed dengang. Siden har Kroen bidraget til byens sociale liv, fællesskab samt dannet mange hyggelige rammer for arrangementer.
Hvad end du er lokal, turist eller noget helt tredje, så er du altid velkommen på Als Kro i skønne omgivelser og til god mad.
Se meget mere på kroen hjemmeside.